En artikel om undervisningen og Cecilia Klose
Forlagsredaktøren Lotte Buus skriver om sin undervisning ved Cecilia Klose.
Alexanderteknik øger dit velbefindende.
Smerter forsvinder ved rigtig brug at kroppen.
Tilfældigt faldt jeg over en artikel om Alexanderteknik, der kan afhjælpe folk med mange forskellige krops-skavanker f.eks. dårlig ryg og nakkesmerter. Ud fra artiklen forstod jeg, at denne teknik er gammel og gennemprøvet, og som gennem 100 år har bredt sig over det meste at verden. Der stod bl.a., at Alexanderteknik er en undervisningsform, hvor eleven lærer at tage ansvaret for sin egen krop. Derfor er det ikke nok at se på ryg – eller nakkesmerten som et lokalt problem, den må ses i en større helhed: Hvad er årsagen til belastningen?
Min interesse for Alexanderteknik blev vakt ved læsningen, idet dette for mig var en helt ny indfaldsvinkel at betragte rygsmerter på. Jeg selv har i mange år døjet med ryg skavanker og har søgt hjælp hos kiropraktiker, zoneterapeut og akupunktør. Hver gang har det lindret på de akutte smerter, men desværre er rygsmerterne altid kommet igen et stykke tid efter endt behandling. Jeg besluttede mig for at kontakte en Alexander lærer for at afprøve denne form for undervisning, og valget faldt på Cecilia Klose i Gl. Holte.
Cecilia Klose, havde, da hun hørte om Alexanderteknik, selv haft smerter i venstre side at kroppen i mange år, uden at uden at de gængse behandlingsformer havde hjulpet ret lang tid ad gangen. Efter at have afprøvet teknikken hos skolens kursusleder forsvandt smerterne, og hun opdagede, at hun samtidig med et bedre velbefindende også fik langt mere energi, og at hendes kreativitet blev meget større.
Alexanderteknik er en form for psykofysisk genoptræning, den kaldes hverken for behandling eller terapi men er undervisning. En undervisning hvor man som elev gennem en læreproces lærer at tage ansvaret for sig selv, så man ikke ender som patient resten at livet. Man bruger aldrig ordet patient, men elev.
Når man opsøger en Alexander lærer for f.eks. at få afhjulpet en skavank, foregår undervisningen som enetime i individuelle lektioner å 30-40minutters varighed, og det nødvendige antal lektioner afhænger at den enkelte elev og dennes eventuelle problemer.
I mit tilfælde blev jeg først bedt om at sætte mig på en taburet, for at Cecilia Klose kunne studere min kropsholdning, og dernæst blev jeg bedt om at rejse mig og sætte mig, så hun kunne iagttage mine kropsbevægelser. Hun forklarede, at jeg svajede i ryggen og lagde hovedet bagud, når jeg rejste mig. Efter at have set mine uhensigtsmæssige kropsbevægelser, lagde hun en hånd på min nakke og den anden under hagen, idet hun blidt støttede min holdning, mens jeg rejste mig op igen. Samtidig fortalte hun, at god krops brug er baseret på den primære kontrol. Dette betyder, at man i alle bevægelser må holde nakken fri ved at “sende retninger” eller tanker, så hovedet kan komme frem og op og herved tillade ryggen at blive længere og bredere. Når hoved, hals og ryg kommer til at fungere som en dynamisk enhed, bliver kroppen i stand til at bære sig selv uden unødvendige spændinger og tryk, således at nervebanerne får plads.
At “tænke eller sende retninger” betyder, at man ved tankens hjælp prøver at styre sine bevægelser, således at. man f.eks. i mit tilfælde undgår stramningen at nakkemusklerne, bøjningen af hovedet bagover, når jeg rejser mig, så spændinger andre steder i kroppen undgås.
Imens Cecilia Klose forklarer, giver hun hele tiden blide stimuli med sine hænder for at få den primære kontrol til at virke, og for at få mig til at give slip på mine spændinger. Som hun selv siger, så mærker hun også spændingerne med sine hænder og ikke kun ved at studere eleven. Dette gælder, både når eleven sidder, står, går og ligger.
Stolearbejdet virker anstrengende, fordi det kræver ens fulde opmærksomhed hele tiden, så det er derfor en lise, da jeg bliver bedt om at lægge mig på en briks, hvor Cecilia Klose på samme blide måde vejleder mig i at lægge mig således, at jeg opnår de bedste betingelser for et dynamisk samspil mellem hoved, hals og ryg.
På briksen arbejder Cecilia Klose med både hoved, hals, nakke, krop, arme og ben, mens hun beder eleven om bevidst at tænke i retninger afpasset efter hendes stimuli.
Samtidig med at jeg tænker retninger igennem en arm, dvs. tænker, at min arm bliver længere, stryger hun hen over armen, så det faktisk føles, som om armen bliver længere og længere. Ved på denne måde at forlænge fingre, ben, fødder og hele resten af kroppen og ved bevidste åndedræts teknikker kan jeg ligefrem mærke, hvordan mine spændinger opløses og forsvinder.
Efter undervisningen på briksen føler jeg mig utroligt afslappet og godt tilpas og mærker et nærvær, en ro og balance, som jeg ikke længe har følt.
Eleven efter mig, Lene, en køn pige på 31 år, fortæller mig – på opfordring – hvorfor hun er startet hos Cecilia Klose. Lige fra Lenes barndom havde hendes mor en del alvorlige sygdomme, som bevirkede, at moren var meget pessimistisk og negativ over for alt og alle. Disse tankemønstre smittede af på Lene, hvilket gjorde; at hun allerede som barn reagerede med spændinger i nakke og skuldre, samtidig med at hun stammede et par år og led af udbredt hovedpine og svimmelhed. Som ældre blev Lene klar over, at hendes problemer hang sammen med moderens sygdom og deraf følgende adfærd, og hun troede derfor, da moren døde, at nu ville hun få det bedre! Men det modsatte skete. Hendes liv føltes utilfredsstillende, og de fysiske symptomer var der stadig.
Lene havde gennem flere år forsøgt flere forskellige terapier, uden at dette havde hjulpet det fjerneste, men så hørte og læste hendes mand om Alexanderteknik, og han forslog Lene at prøve denne teknik.
I april 1994 begyndte hun så på undervisning tre gange om ugen hos Cecilia Klose. I starten synes hun selv, at hun fik det værre, men alligevel kunne hun mærke, at undervisningen satte noget i gang hos hendes psykisk, og allerede efter et par uger fik hun det bedre. Det var et stort fremskridt for hende, for ingen behandlingsform havde hjulpet så hurtigt. Gang for gang kunne hun mærke bedring, så efter et stykke tid begyndte undervisningen at blive trappet ned til to gange ugentligt, og senere blev det til én gang ugentligt. Nu går hun én gang hver 14. dag.
Lene mener selv, at grunden til at de konventionelle behandlingsmetoder ikke havde hjulpet hende var, at disse terapi-former ikke direkte arbejder på at gøre klienten bevidst om de spændings givende problemer, hvor man med Alexanderteknik samtidig med undervisningen får rokket ved nogle psykiske og fastlåste tankemønstre. Derved får man lettere mulighed for at give slip på “muskelpanseret”, der både kan udvirke træthed, hovedpine og muskelspændinger i ryg, skuldre og nakke og ikke mindst stress.
Cecilia Klose tilføjer, at den psykiske udvikling i undervisningsforløbet styres af eleven selv. Alexander læreren graver ikke i folks personlighed, men lader den personlige udvikling foregå af sig selv og det er sikkert og vist at den kommer så hver enkelt elev ikke bliver presset, men selv løser problemerne når de erkendes. Gennem sin erfaring med Alexanderteknik kan hun mærke, hvornår eleven begynder at styre sit eget liv og tage ansvaret for det. Cecilia Klose har også erfaring for, at undervisningen hurtigt kan medføre ophør af brug af f.eks. smerte-, sove- eller nervepiller.
Inden Lene går, fortæller hun med et smil, at efter hun har lært at sidde, gå stå og lægge sig korrekt, og spændingerne i hendes krop efterhånden er forsvundet, har hun ikke alene fået en langt større åbenhed og forståelse for det, der var sket i hendes liv, men også over for andre mennesker. Hendes nye tilværelse i dag uden smerter og ubehagelige symptomer strækker sig til også at påvirke hendes mand, barn og hendes job på en positiv måde. Og det kan både ses og mærkes på hende, hvor godt hun har det i dag. Hendes varme udstråling smitter.
Lene er for mig et godt eksempel på, hvordan de ting, Cecilia Klose havde forklaret i undervisningsforløbet, virker, og jeg forstår nu bedre denne form for hjælp til selvhjælp – eller psykofysisk genoptræning.
Cecilia Klose har elever i alle aldre, og en undervisningslektion varer ca. 30 – 45 min.
Lotte Buus,
Forlagsredaktør
