Ruth – tidligere viceskoleinspektør

Ruth – tidl. viceskoleinspektør

“Min undervisning i Alexanderteknik for år tilbage og nu igen hos Cecilia Klose.

Min interesse for Alexanderteknik blev vakt, da jeg for 10-15 år siden i et dagblad læste en artikel om denne undervisningsform.

Artiklen fortalte om orkestermusikere, der havde pådraget sig skadevirkninger som dårlige rygge og skuldre gennem udøvelsen af deres erhverv.

Alle orkestermedlemmerne blev tilbudt undervisning i Alexanderteknik, og de musikere, der modtog tilbuddet, blev efter et stykke tids undervisning befriet for generne i ryg, skulder og nakke.

Det fremgik af artiklen, at der ikke var tale om et traditionelt gymnastikprogram, her handlede det om at opnå større kropsbevidsthed kombineret med rigtigt kropsbrug.

Jeg opsøgte nu en alexanderlærer i håb om, at også jeg kunne slippe af med mine ryg – og nakkesmerter, som jeg gennem de sidste 5 år havde fået behandlet hos såvel kiropraktor som fysioterapeut, uden at tilstanden var blevet væsentlig bedre.

Mit bekendtskab med læreren og hans undervisning bevirkede, at en helt ny verden åbnede sig for mig: jeg begyndte langsomt at forstå, at mine dårlige vaner, mit forkerte brug (misbrug) af min krop var årsag til min dårlige tilstand.

Efter et stykke tids undervisning fik jeg det bedre, jeg kunne udholde mere både psykisk og fysisk, jeg lærte at stoppe op, når jeg kunne mærke, at en stresssituation truede, og jeg er helt sikker på, at min arbejdsindsats med administration og undervisning på en stor folkeskole ikke blev ringere.

Efter et par års undervisning i Alexanderteknik, den sidste tid med 14 dages intervaller, skulle min lærer desværre til udlandet for at arbejde, og jeg mente, at jeg nu kunne “styre ” mine dårlige vaner, at jeg selv kunne tage ansvaret for mit liv, og jeg opsøgte derfor ikke en anden lærer.

Det gik godt i nogle år, men efter en periode med sygdom dukkede problemerne op igen.

Heldigvis fandt jeg Michael Gelbs bog, ” Din fintmærkende krop ” frem fra hylden. Efter at have læst den igen, vidste jeg, at det nu gjaldt om at finde en alexanderlærer hurtigst muligt.

På nettet fandt jeg Cecilia Klose, som heldigvis i løbet af få dage havde plads til mig i sin kalender.

Under den første lektion blev jeg klar over, hvor misbrugt min krop var blevet igen, og hvor blev jeg glad, da Cecilia Klose med sine hænder og sin stemme tålmodigt blev ved med at arbejde med mig.

Jeg har nu fået undervisning i ca. 3 måneder, og jeg mærker, hvordan min yderst kompetente og professionelle lærer langsomt får mig ud af min anspændthed, min vejrtrækning er blevet meget bedre, og mine smerter i hele ryg regionen er aftagende.

Belært af mine erfaringer fra tidligere er jeg nu der, hvor jeg ved, hvor stor betydning Alexanderteknikken har for livskvaliteten, og hvor vigtigt det er at gøre den til en livsstil.”

Ruth, 70 år.